Dixi visits HITLab in Seattle

Gennem en række forskelligartede forskningsprojekter undersøger HITlabs interfacet mellem mennesker og teknologier. Ideen bag er at arbejde på tværs af forskellige fagdiscipliner og forskningstraditioner samt at koble kulturelle forskelle og geografiske lokationer. Studerende, undervisning, ideer, erfaringer og projekter udveksles løbende i dette neværk af forskningscentre verden over.

I Seattle mødtes jeg med International Director Tom Furness og blev vist rundt på flere af lab’ets værksteder og projektfaciliteter, der er spredt rundt på universitetets campus. Tom Furness, som også er professor ved University of Washington, grundlagde det første HITLab i 1989 for at kunne arbejde videre med forskningen i “virtual og augmented reality” han i 23 år havde været en del af hos USAs militær og luftvæsen. Han forklarede, hvordan HIT Lab modellen kombinerer ideen om et forskningscenter på et universitet med et kommercielt firma styret af en bestyrelse. Universitetsundervisningen og -forskningen er grobund for talent og innovation, og den kommercielle ramme giver bedre mulighed for markedsføring af resultater samt kommerciel overførsel af viden og teknologier.

Video 

Under mit besøg berettede kognitiv psykolog og professor Hunter Hoffman om udviklingen af SnowWorld, en virtuel verden designet specifikt til at aflede smerter under brandsårsbehandlinger hos børn og krigs- og terrorskadede patienter. Jeg prøvede dette “virtual reality headset” og drømte mig væk i en beroligende SnowWorld for en stund. Hunter Hoffman fortalte også om sit arbejde med at bruge virtuelle verdner til behandling af fobi og trauma, hvor angstramte langsomt kan tilvendes og ”lege med” de angstprovokerende situationer under sikre, kontrollerede forhold. Gennem et samarbejde med en række hospitaler afprøves og videreudvikles disse prototyper.

Ingeniør og professor Richards S. Johnston fremviste et nyudviklet endoskop til kikkertundersøgelser af meget små, tynde åbninger i kroppen. Dette projekt bestod af et udviklingssamarbejde med Pentax om mulig markedsførelse af det nye produkt. Forskeren og hans studerende havde også selv oprettet flere spin-off firmaer på baggrund af tidligere forskningsresultater. Dette projekt gav anledning til en diskusion om ophavsrettigheder. Universitetet har rettigheder til den viden og de opfindelser, der genereres i forskningscentret. Samtidig har det kommercielle firma, der er en del af labkonstruktionen, licens og førsteret til at anvende og markedsføre den producerede viden. Dette giver en unik mulighed for at beskytte, inkubere, og promovere ideer og fx finde venture funding til etablering af spin-off firmaer, der inkorporer og kommercielt udnytter den viden, der genereres i forskningscentret. På denne måde har forskningscentrene et sekundært sigte, der omhandler økonomisk vækst og regional udvikling.

Andre international anerkendte projekter ved HITlab er en augmented reality bog Magic Book og HITLabs deltagelse i digitaliseringen af museumsudstillinger såsom Star Wars Exhibition, Lord of the Rings, Sichuan Treasures. Flere spændende og eksperiementerede projekter kan findes på hjemmesiderne fra HITLab US, HITLab NZ og HITLab AU

Tom Furness forklarede, hvordan mange projekter er vokset på ”organisk” vis ud af problem-orienterede studenterprojekter og møder med forskere, der selv er kommet til lab med en ide, de gerne vil arbejde med. Ofte er disse ideer ”high risk” og svære at få gennemført inden for de traditionelle universitetsrammer. Tom Furness understreger, at prisen for high risk projekter er, at mange mislykkes, men at dem der lykkes virkelig er nyskabende. Siden HITlab blev grundlagt er et hav af patenter etableret, og ca. 30 firmaer oprettet på baggrund af HITlab projekter. To af disse firmaer har pt. en NASDAQ markedsværdi på 8 billion dollars. I dette leadership newsletter beskriver Tom Furness mere om hans tilgang til ledelsen af eksperimenterende og kreative forskningsprojekter i et personligt interview.

Under besøget fremhævede Tom Furness, hvor vigtigt det har været at tiltrække de dygtige og kreative studerende samt det at skabe et rum for deres udvikling og kreativitet i samspil med de etablerede forskere. Studerende fra forskellige universitetsfag samles i “clusters” og indføres i det internationale samarbejde via de andre labs og tilknyttede firmaer. Det er i disse “clusters” og deres energi, at Tom Furness ser kimen til den innovation og nyskabelse der gennem tiden er blevet skabt i HITLab. Alt i alt et rigtig inspirerende besøg der forhåbentlig kan danne baggrund for et fremtidigt samarbejde med CBIT.